Dublin x 2018

- Fra Joyce til Dropbox

Siden Joyce’s krogede værk Ulysses om den omflakkende Leopold Bloom udkom for næsten 100 år siden, er der sket en del i Dublin. Dialektens durkdrevne fonologi klinger nok uændret, Guinness-øllen er stadig sortcremet og lakrisal i ganen, ligesom floden Liffey endnu skærer bykernen over i nord og syd, hvormed arbejdere skæres fra borgerdyr. Men noget har forandret sig på den grønne øs gamle, fattige hovedstad. Tech-giganterne er rykket ind til favorable skatteordninger, bygningerne er blevet til glas og stål, og når først klokken er slået fyraften, ses de mørke jakkesæt gnide skuldre på byens mange pubber. Går man ind på en af disse, mødes man af den iørefaldende folkemusik, der placerer lytteren et sted mellem Titanic’s tredjeklassedæk og en lirekasses monotome tomgang. Det kan noget, og får man først kæmpet sig gennem violinsoloerne og banjoernes bombardement, er man inviteret ind i den dybe, gæliske visdom. Musikken rummer samme lidelse og grædende sandhed som den jødiske klezmermusik gør. Dog med vesteuropæisk fortegn.

Netop mod vest var vi draget, et skandinavisk firkløver, for at prøve kræfter med de iro-keltiske dybder. En god fælles ven, der har arbejdet for en af de føromtalte tech-giganter, havde inviteret os over for at få en smagsprøve på Dublin. Det blev en herlig tour de force gennem multinationale datacentre, yuppie-life og endeløse violinsoloer. Lidt kultur blev der heldigvis også plads til. Lørdag eftermiddag bød på en stadion-ekskursion i de gamle arbejderkvarterer, hvor kæmpestadionnet Croke Park knejsede i beton og dannede ramme om det 3000 år gamle gæliske spil, hurling. Med jernforede hurleys kæmpede 30 gæliske muskelbundter om at slå bolden, sliothar, i modstandernes mål. Et kort visit til Trinity College, Coláiste na Trínóide, blev det også til.