søndag den 1. januar 2017

MMXVI-MMXVII

Nytår!!!


Garne i bordbomberøg
Profeten og offerlammet 
Pommes Frites og Anna
Dybt koncentrede nytårstaletilskuere
Andreas i højt humør
Vangeren (med slips på!)
Lone & Rasmus Jensen i et ildhav
Undertegnede fanget i en sonetkrans
Astrid & Vangeren i bobleland
Anne, læge 
Jensen i et ømt, ejakulatorisk øjeblik
Andreas & Anna 

Ole
Pave Anrida d. I
Gadescener

Sonetkrans over 2016

1.

En dødsbasun, der runger i det fjerne,
henover mørke vande bruser tolv.
Den sorte blæst har slukket mangen stjerne
og samlet sig et underverdenshold.

Var det forgangne år en enlig svale,
der fløj på tværs af lysets muntre træk,
med jammerkvidder fra de blinde dale,
i fugleflugt fra frihed og til skræk?

Jeg ved det ikke, ved kun at det skete:
En ønskebrønd løb tør for helligt vand,
så derfor denne digteriske tete,

en ordrig strøm undfanget med besvær.
Salut-brag derfor for en stjernemand,
til minde om en himmelskippers færd,

2.

Til minde om en himmelskippers færd,
i sort og hvid og lyserød og lynblå.
Kong David, Ziggy Stardust, britisk hvidgrå,
til sidst blev kløvet af Damokles sværd.

Fra glad flâneur i Sønderlondons vang
til glam-rock connaisseur på sølverklode,
med vinternæse hvid i Tyskland boede
og sang med Iggy Pop en rustgul sang.

Som aske nu sortstjernestøvet er
indfanget i de fjerneste galakser,
og hvide Bowie, lange tynde rær,

omslutter Karon ømt som en Lucerne,
med kikkert og sekstant han står og bakser,
på rosenbølger flyder en lanterne.

3.

På rosenbølger flyder en lanterne,
og ekkoloddet viser blanke tegn,
højt over dem, fra måner i det fjerne,
ned svæver grålig, bitter sørgeregn.

Et seismologisk udslag gynger båden,
om bord Umbertos milde væsen spår:
”Tornado, lyn og skær kan true flåden,
men frygt ej, tro blot på dit fadervor”.

Han tager op et pergament og skriver,
et mesterværk om klostermurens hul,
og sprutter ud, imens de langsomt driver

semiologisk lurendrejer-blær:
Fra nummer et han går til nummer nul,
rent ankerløst omkring i Styx’s kær.

4.

Rent ankerløst omkring i Styx’s kær.
fremturer David og Umbertos ånder,
de begge nu sig højt ved noget vånder.
”En Anker-ånd os pludselig er nær”.

”Et popmaskine-lyn og ham med rosen,
tænk sig engang, at jeg ku’ tage fejl.
En proletarlap tror da ikk’ det gejl!”
udbrummer Anker J. i Hades-mosen. 

De alle tre begynder straks at tale,
dybsindigt, men forstår hinanden ej,
for tunger ud af Piemontes dale,

af Anker og Hr. Bowie ej kan tydes,
og midt i en forvirrings stilleleg,
det lillasorte vandspejl voldsomt brydes.

5.

Det lillasorte vandspejl voldsomt brydes
og dråber purpurblå de hagler rundt,
en prinsekrop opstiger, Bowie frydes,
opstemmer sjælfuldt og falsettisk sundt.

Om bord Umberto, Bowie, Prince og Anker
går straks til hånde, trimmer bådens sejl,
men rullegenuaen står og banker,
mod Karons ædle mast, det gør ham stejl.

Hans øjne flammer op, de bliver bange,
og smider sig på dækket under sange,
af klageskrig og inderlige råb,

men Karons vredesrus slår om i håb,
for Prince-gemalen kæler for sin lut,
og bølgeslag på slag gør en salut.

6.

Og bølgeslag på slag gør en salut,
mens merskum tæskes rundt i alle hjørner,
nu hvidt og gråt forvikles uafbrudt,
så tæskestormen frem mod skibet tørner.

”Hvorfor nu denne pludselige pisken?”
fremstammer Karon bag sig store ror.
”Poseidon?” hvæser Anker i en hvisken,
”NEJ!” svarer havets boblekor.

For bokseguden Ali har indvarslet,
sin ankomst ved at banke havets toppe.
Som Amfitrite selv har Triton barslet,

skal også deres synderblod udgydes.
Men først de hedonister skal sig proppe,
på dækket Wagner, vin og kvinder nydes.

7.

På dækket Wagner, vin og kvinder nydes
blandt floromvundne skær de driver rundt,
en særlig gæst om bord på båden bydes,
ham er en svanefjer så vel forundt.

Mads Holger, unge dødning, finder sagtens,
endskønt de hadeskvinder ej kan synge,
at skudens gaster vugger blidt som taktens,
en ouverture af Ånd i dødens gynge.

Og slipset løsnes op, som ellers sjældent,
thi denne verdens bølgegang er dejlig,
og slænger sig konservativt og kælent,

Fra stævnen skimtes nu en brumme-gut,
af Bowie, Eco, Anker, Prince og Ali,
mens halleluja-klange klinger brudt.  

8.

Mens halleluja-klange klinger brudt,
og dødeskaren lærer Mads at smile,
står grådens vande stille et minut,
og tegner en fantastisk faksimile.

Et post-profestisk, østcanadisk tegn,
sig viser lidt til styrbords øvre side,
mens Leonard nedstiger gennem regn,
og bader dækkets mænd i toner hvide.

”Velsignet være han som til os daler
på tordenskyer fyldt med bas og rock”,
forsikrer flokken feststemt højt og galer.

De syv plus styrmand stolt på skuden troner
og kompasnålen går selvsvings-amok,
på dæk står mænd af vin og kamp og toner.

9.


På dæk står mænd af vin og kamp og toner,
en flok nedfaret til symposisk druk,
med dunkle smil og sorte kongekroner,
i skyggelandet uden hjertesuk.

Syv tanatos-matroser glider sagte,
ad dybe glemselsvandes bølger frem,
fra hverdagssindets stier guldbelagte,
til fjern erindrings leksikalske dam.

Det skvulper let, og ind fra bagbord stiger
en venstremand med folkelig gemyt.
Borgmestermunden dirrer let, og siger:

”Ohøj, en gast har brug for sjælens pleje,
har I en overskydende kahyt?”
de baner sig ad frostblå natteveje.

10.

De baner sig ad frostblå natteveje,
og danner godt og vel en fuld oktet.
En salig ro indvarsler nattens leje,
i sjælesøvnens køje er de tæt.

Men Sonnergaard og Peter B. har drømme
om lirum-larum-Virum-Farum- dyr
de snorker, fabler løs langs nattens strømme,
og skaber sig et sandt kahyt-postyr .

Så Karon kigger vredt ned fra sit ror,
og tysser på de ni søvndrukne skrog,
imens en daggry over skibet gror.

Og mens en mørkesol af sod fremtoner,
let glider natteflokkens drukne drog,
en broget gruppe, mod revoltens troner.

11.

En broget gruppe, mod revoltens troner,
opvækkes brat med knald og Cuba-røg,
på dækket står Fidel til marchens toner,
og gør honnør for fjerne himmelstrøg.

De er nu ti om bord på dødens flåde,
og sejler hastigt mod et ukendt sted.
For ingen kender mål og kurs for både,
der sejler 1000 fod fra kristenhed.

Fidel får gennet morgengruppen sammen,
til kontra-revolutionær springgymnastik;
der svedes tran i morgendødningdammen.

Mads Holger skyggebokser, Anker jamrer,
og Prince og Bowie følger Castros blik.
Fjernt borte brænder sjæles pinekamre.

12.

”Fjernt borte brænder sjæles pinekamre,
i helveds kæmpestore brændeovn.
Uartige får brækket ben med hamre,
og løser bånd til slagtebænkens sogn.”

fra bådens ny-ankomne det forkyndes,
det skaber let panik og bølgegang,
men Mogens Camre ler, en leg begyndes,
et drukspil på en særlig strubesang.

Et ralle-hav af grødet, kødfuld latter,
omgiver Camres glade fulde flok,
en helt mismodig Eco roret fatter.

Han drejer skuden ind på sydens veje,
og flammetunger rammer Ecos stok,
med ilden som Skt. Georg kunne stege.

13.

Med ilden som Skt. Georg kunne stege,
indhylles flokken i et rødlig skær,
og Georg Michael gi’r sig til at pege
på Bowie med en ansigtsmine sær.

Og Peter B. med armen rundt om Anker
udrækker statsmandstunge af Fidel,
og smæder grumme NATO-rødvins-rænker,
med Mogens Camre i et ledt kartel.

Og kød og blod og knoglemasse ryger,
og alting syder hvislende og højt,
da himmelskibet mod en åbning stryger.

Helt hvidgult, som i solens indre kamre,
går alt omkring op i flammesprøjt,
og skyggeflokken fjernt i gruen jamrer.

14.

Og skyggeflokken fjernt i gruen jamrer
da de til brændeovnens sluse når.
Et purgatorisk ridt i glødekamre
dem bader, som forjættelsen jo spår.

Skal også vi så sejle ned ad floden,
i mørkerigets stride, hæse vind?
Og være skyggers skyggetryk fra kloden,
som ædes op i fjerne tankespind?

Det ved kun Gud, den førstemagt i verden,
pan-enteismens før og efter-magt,
dem følger han, som os, i hver en færden.

Så sejler de mod dødens ledestjerne
og hører skjalden blæse i sin tragt;
en dødsbasun, der runger i det fjerne.

15.

En dødsbasun, der runger i det fjerne
til minde om en himmelskippers færd
På rosenbølger flyder en lanterne,
rent ankerløst omkring i Styx’s kær.

Det lillasorte vandspejl voldsomt brydes,
og bølgeslag på slag gør en salut.
På dækket Wagner, vin og kvinder nydes,
mens halleluja-klange klinger brudt.

På dæk står mænd af vin og kamp og toner,
de baner sig ad frostblå natteveje,
en broget gruppe, mod revoltens troner.

Fjernt borte brænder sjæles pinekamre,
med ilden som Skt. Georg kunne stege,
og skyggeflokken fjernt i gruen jamrer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar