mandag den 5. februar 2018

Per una selva oscura x 2018

- En vandring i Rold Skov

Grønne nuancer

Jeg stod hjemme i lejligheden og foldede en stor, transparent plasticpose sammen. Hjørne til hjørne. Den var til nødsituationer. Forud for foldemanøvren havde jeg brugt adskillige timer på at undersøge noget så specifikt som bredden på Lindenborg Å i Rold Skov. En godt 50 kilometer lang å med udspring syd for skoven. Som gammel spejder – og forhenværende værnepligtig i hæren – havde jeg med i bagagen, at man altid må være beredt. De ti år som spejder havde ført til så ufatteligt mange overraskende situationer til vands og til lands, at jeg simpelthen måtte være klædt på til det værste. I hæren tog befalingsmændene skridtet videre, da vi stiftede bekendtskab med fænomenet vandpassage. En meget eksakt videnskab til den friske soldat: Tøjet af, rygsæk og tøj pakket ind i en pose, ned i vandet, svømme over vandet med posen foran sig, pakke posen ud og tage tøjet på igen. Ikke så meget pjat, og så kunne posen tilmed fungere som en slags oppustelig tømmerflåde, hvis vandet blev alt for dybt. Tankerne fløj i alle mulige strategiske retninger, men da gik det op for mig, at jeg endnu kun stod på et lunt stuegulv og var i færd med folde en 100 liters affaldspose sammen. Det blev eksekveret grundigt og pladsbesparende, for med på vandringen skulle også en større mængde vandflasker, kiks, tørt tøj og mobile strømkilder til GPS og telefon. Affaldsposen skulle selvfølgelig stå mig bi i vandpassagen, hvis det kom så vidt. Ellers måtte jeg bare af med støvlerne og smøge godt op i bukserne; det var min plan A. Det kom dog aldrig nogensinde så vidt.

Mit skæbnebogstav

Jeg ankom planmæssigt til Arden Station kl. 1323, hvorfra turen gik i Spar på Skovvej for at købe ekstra proviant. Tasken blev fyldt og pakket om, og så kunne vandringen ellers begynde. Ruten var på forhånd indstuderet til fingerspidserne ved hjælp af den seneste tilgængelige teknologi, et såkaldt skyggekort fra Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering. At den slags kort overhovedet ligger offentligt tilgængeligt, kan man kun undre sig over. Med fingrene i kortet kan man nærmest tælle fjerene på markens fugle. Kortviseren afslørede dog ikke vandstanden i Lindenborg Å. Til både ærgrelse og nervøsitet. Efter Birkevej lukkede nåleskoven sig omkring mig og tankerne fik lov at vugge i takt med skridtene. Der sker noget i ur-hjernen, når et man vandrer helt alene; en skærpet observans fosser ud i den vandrende. Efter et par kilometer krydsede jeg Hobrovej med Rold mod syd og Brokbjerg mod nord, og vandrede herfra stik vest. Nu var der så stille, at jeg kunne høre mit eget blod bruse hver gang jeg stoppede op på skovstien. Jeg måtte orientere mig efter mine medbragte kort, men da disse kun fandtes på telefonen tog situationen en helt frygtelig drejning, da telefonen besluttede sig for at gå ud. Dette altså til trods for 85 % strøm. Kulde og batterier har alle dage været fjender, men her følte jeg virkelig et tilbageslag. Som et endnu levende mosefund gik jeg ufortrødent mod vest.

Fyrretræer 

Endelig sænkede landskabet sig, og nu kunne jeg høre den perlende latter fra en istids-å. Frostbidt og overladt til helt analoge kræfter begav jeg mig ned ad en svampet skrænt, der desværre endte i så meget smat, at jeg måtte vende om. Gik jeg ligeud, ville jeg synke i til hofterne. Eventuelt for altid. Forsynet kom mig dog til undsætning. Fra det føromtalte skyggekort huskede jeg nemlig en slags linje, et eller andet kunstigt, der perforerede Lindenborg Å, og som vist nok skulle ligge i forlængelse af den korsvej jeg krydsede. Den var der selvfølgelig ikke. Efter godt 20 minutters desperat jagt på overgangen lykkedes det dog endelig at finde den. Jeg forestillede mig inderst inde, at jeg ville blive mødt af en pædagogisk vejledning. Dumme akademiske københavner. Noget, der kunne guide mig. Det var der ikke. Men en lille forhøjning i landskabet åbenbarede sig. Selv om den var smurt ind i blade og nedfald, fik man alligevel indtryk af et stisystem. Jeg begav mig ud på den, og hurtigt stod det klart, at det her var menneskeskabt. Midt i istidslandskabet havde snu skovfogeder og snarrådige jægere anlagt en bro ud af Vestskoven. Tak, hvem I så end er! Med tankerne kredsende om min 100 liters plasticpose kom jeg ud på midten af stien. Den førte mig tørskoet over. Et stort betonrør var nedsænket i Lindenborg Ås løbsretning, hvilket afstedkom en fuldstændig uproblematisk overgang med et bibelsk tilsnit. At jeg følte mig som en heldig idiot, giver sig selv.

Den menneskeskabte forhøjning i landskabet

Min store prøvelse var altså aflyst. Ingen dybfrosne excesser, ingen vandpassage, ingen ny Grauballe- eller Lindenborgmand til fremtidens forskere. At lade et betonrør ændre skæbnen. På den videre færd forbi savværket i Nørlund Skov, ikke langt fra mål, blev jeg imidlertid overrumplet af en helt ny angst: At blive forvekslet med et dyr! Tænk nu, hvis jeg alligevel endte med at komme voldeligt af dage i Rold Skov? Der var vel endnu jægere i skoven? Og skumringen var ved at sænke sig, jægernes ulvetime. Hvad jeg ikke vidste, var, at jagtsæsonen var slut kun få dage forinden. Intetanende dyrkede jeg alligevel frygten for en stivfrossen og stædig jæger i et jagttårn, der skulle forveksle mig med en sumpbæver eller en stor dobbeltbekkasin. Med udtalt rysten og et vågent blik småløb jeg de sidste par kilometer i nordgående retning. Uden at se mig tilbage. Tingene faldt endelig i hak, og nu kom præstegården til syne i den mørkegrønne skumring. Jeg bankede på en oplyst rude og tilsluttede mig menneskeslægten igen.


Februarskov
Lysning


Ingen kommentarer:

Send en kommentar