Påskeblomst i vestenvind

Man bliver blæst godt og grundigt igennem på Rømø Strand, og det er som om at blæsten når hele vejen ind og får blæst alting på plads. Den kilometerbrede sandstrand og de vældige vidder har for længst taget form efter omgivelserne og derfor trodser man også naturen, når man begiver sig hen over stranden. I sommermånederne lægger vinden sig ganske fladt ned, så kan man bade og sole og slå parasoller op, så kan man bruge en uge på at læse Weekendavisen med faktor 50 i panden. Men fra september og hele vejen frem til juni vender blæsevejret tilbage og renser luften - og blæser strandgæster og liggestole tilbage til Tyskland. Menneskelige, som vi er, vender vi dog alligevel de trodsige snuder imod det uindtagelige, og begiver os derud. Uantastet det øde. Og så rammes man af en storm i synet. Det er svært at tænke lange og sammenhængende tanker, for man forskanser sig på instinkternes vold i klatringen på vindmurene; enten skubbes man bagfra, som en tugtfange i naturens uforsonende varetægt, eller også bryder man den friske vind med panden og hænderne strakt ud foran hovedet. I østenvind er det en lettelse at lade tankerne fare ud over Vesterhavet og lande i en brusende brænding, der æder bekymringerne. Står vinden i vest, er det same old, same old: den ilende fuga fra revlerne akkompagnerer skumtoppenes utrættelige boksekamp. Helt så oppisket var himmel og hav dog ikke den dag i påsken, hvor vi gik tur på stranden.

Der er noget i luften

Johannes med europalle 

Johannes som pælesidder 

Strand1

Strand2

Muse i modvind

David i spring 

Klit

Klit + Adam