mandag den 20. februar 2017

Strasbourg x 2017

Efter en god håndfuld udvekslingsmåneder i henholdsvis Berlin og Heidelberg stemplede vi ud af hverdagen og satte kurs sydpå. For en hel januar og februar brugt på læsesale skulle vel også belønnes på en måde. Så hvad fandt to unge mænd i deres bedste 20'ere på? Nærliggende var det selvfølgelig med udskejelser og meningsløs bulder-adfærd á la Sunny Beach, for sådan ligesom at fejre det, men da vi begge to bejaede en art pseudovitalisme iblandet forherligelsen af det krypto-koloniale, lod vi den åndløse deroute hænge i luften, som et sygt ophost af noget barnligt. Næ, fejringen af et veloverstået semester i det tyske måtte naturligvis finde sted i Tyskland selv, when in Rome. Men hvor? Vi kom hurtigt til at tale om den gale konge, Ludwig II og hans venskab med revolutionæren Wagner. Et Skype-opkald om svanefjer og knejsende bjergtinder tegnede langsomt konturen af en rejseplan. Selvfølgelig skulle vi da se det berømte Schloss Neuschwanstein i Bayern, men vi ville også gerne have Alper og sø, hvidvin og historie, fyrstendømmer og kirker. Og Andreas boede ligesom i Heidelberg i det sydlige. Der blev tænkt lidt gennem stilheden på Skype. Et logistisk harakiri lå selvfølgelig lige til højrebenet, for jeg kunne jo i princippet bare tage den rullende brækspand, en såkaldt Flixbus, fra Berlin. Jeg ofrede mig. Således tog eventyret sin begyndelse i min nye by, som jeg nu altså allerede måtte tage afsked med. Små ni timer senere, efter et ridt i det bumlende rædselskabinet og omgivet af stærke lugte og grædende indiske børnefamilier, befandt jeg mig endelig i Heidelberg. Herfra skulle den egentlige tur fange an dagen efter. En øl blev drukket på den lokale, Hörnchen kaldet, en bjørnesøvn blev sovet, en rute blev lagt og en bil blev lejet. Og så gik turen ellers imod det ældgamle Rhin-land på grænsen til Frankrig.

Den første dag første os til Strasbourg. På Rhinens vestlige side lå et EU-betalt frilandsmuseum, der emmede af ny-istandsættelse og skarpt organiseret æstetik. Der fandtes sågar en historisk bykerne, hvor øjnene simpelthen endte med at blive bindingsværksblinde; aldrig i mit liv havde jeg set så meget bindingsværk samlet på ét sted. Og romantisk var det. Vi fandt også et hotel i udkanten af byen, hvor der på værelset var opført et lille køkken af en art. Det var en anelse svært at forstå logikken i det, for der manglede både vinglas og proptrækker. Lidt af en brøler i vinlandet Frankrig. Høje på rejsebegejstring og Comté-ost lykkedes det dog alligevel at få åbnet den hvide bourgogne i kiosken nede på hjørnet. Den reelle krise opstod imidlertid ud på aftenen, da flasken var tømt. Vi brugte ikke så lang tid på at overveje, om vi nu skulle dele endnu en flaske. Den måtte selvfølgelig åbnes. Opildnet af eventyrrusen gik vi ned på gaden og gav os til at lede efter proptrækkere. Uden noget større held forsøgte jeg mig med et gammelt party trick: Skoen! Altså at stille en vinflaske ned i en kvalitetssko og så ellers hamre den gentagne gang imod en væg, for på den måde at overføre kraften fra slagene til korkproppen. Andreas var, med god grund, lidt skeptisk over for initiativet, men uagtet hans fornuftige skepsis gav jeg mig alligevel til at brage hans lædersko ind i en gammel bygning (dog uden bindingsværk!). Efter syv-otte meget voldsomme slag mod væggen kom en lille stærk franskmand ud af bygningen. På grådlabilt bande-fransk fordømte han mig og min slægt tilbage over Rhinen adskillige gange og jeg forsøgte selvfølgelig at undskylde mig og bede om forladelse. Da han nærmede sig i sit træningstøj og begyndte at skrige, forlod vi stedet øjeblikketligt. Andreas rystede på hovedet og så mildest talt anklagende ud. Det forstår jeg godt i dag. Med en sko i den ene hånd og en flaske uåbnet Rhinsk-vin i den anden gik vi ud på en større ringvej og traskede sydpå. Vi havde bemærket en café på strækningen lidt tidligere på dagen, og tænkte, at den da i hvert fald måtte ligge inde en proptrækker. Party tricket var ihvertfald ikke nogen holdbar løsning. Til vores udelte begejstring var caféen åben, og vi gik ind. Der herskede en lidt mystisk stemning inden for, for de få gæster der sad derinde var mere eller mindre ortodokse jøder og skævede synkront til os, da vi spurgte ud i rummet om en proptrækker. Bartenderen og en mand i baren gav sig til at diskutere meget længe på et, i øvrigt, ret smukt fransk/hebræisk. Konklusionen blev, at de desværre ikke kunne trække vores medbragte flaske op. Den var ikke kosher. Andreas, som i øvrigt er lidt af en ekspert i jødiske skrifter, så op på bartenderen med opgivende øjne og dernæst over på mig. Vi lignede fordømte plageånder. Der blev diskuteret videre på sprogene og endelig forbarmede de sig over os. Med slet skjult tilfreds mine overrakte den mosaiske bartender os en kvalitetsproptrækker. Man skulle have set vores ansigter lige netop der, for vi har nok, nordisk rødkindede som vi var, lignet kæmpemæssige spørgsmålstegn. Måtte vi virkelig få den? Oui, var svaret. Således opløftet i en voldsomt begejstret potens pilede vi tilbage til det lille franske værelse og nød et iskoldt glas Riesling.


På en gade i Strasbourg
Bindingsværk i alle retninger
Franskmand 
Hvid Bourgogne. Før udflugten.

Nu blev det lidt langt, men det her var altså et udsnit fra den første dag. De næste dage gik slag i slag, og allerede dagen efter drog vi tilbage over Rhinen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar