søndag den 16. oktober 2016

Øl & dirndls - Mainzer Oktoberfest x 2016

Kultur er noget forunderligt noget. Ligeså indlysende og selvfølgeligt vi omgås med den, og lever i den, ligeså perpleks og total forundret kan den virke, når først vi lægger mærke til den. Kulturen kan pludselig springe os i øjnene, ja ligefrem stråle igennem tid og rum, den kan gøre sig bemærket, komme til sig selv og få autonomi, blive en selvstændig enhed, om hvilken vi pludselig kan sige en helt masse. En kultur besidder et magnetfelt, en tiltrækningskraft, og kan med ét blive genstand for ord, stemninger og alle mulige (-og umulige) prædikater, selv om den måske har været der længe i forvejen. Kulturens væsen er nemlig det forarbejdede, det garvede, det kultiverede. Et produkt af indgriben, forfinelse og intervention. Kultur bliver noget man lægger mærke til, til trods for at man altså selv har opdyrket den. En mystisk, åndelig parasit fanget mellem det gedulgte og det åbenbare.
Nu er dette imidlertid hverken en kulturteoretisk afhandling eller en analyse af kulturens selvopslugende væsen. Nej, tanken var egentlig bare en direkte, (forsøgsvis) intuitiv beskrivelse af en helt særlig kultur. Èn, der sprang mig i øjnene, som panteren i den mørke skov.

Sidst på eftermiddagen 
Der er selvfølgelig tale om Oktoberfest - den sydtyske kulturs navlestreng. Jeg ved endnu ikke om oplevelsen var et nyt lavpunkt i min højkulturelle dannelse eller omvendt, en besteget tinde i lavkultur. Ikke desto mindre gennemstod jeg det, sågar iført ternet jagtskjorte. Mine lederhosen var vist til rens den dag, så jeg måtte nøjes med et par røde chinos. De to frøkener, som gjorde mig selskab, var til gengæld iført uniformen: dirndl. Den næsten vokalløse beklædningsgenstand, der dækker over spraglede farver, blonder og sindrige sløjfer - samt mangen et ømt kvindebryst. Og hvor havde jeg mange forventninger da jeg ankom. Forventninger, der med tiden skulle opfyldes, men som indledningsvis var udfordret af stedets besynderlige fremtræden. Havde man forestillet sig en bayersk by med alpehytter og hestevogne, var man helt galt afmarcheret. Istedet var scenen henlagt til en ødemark 25 minutters kørsel fra alt levende. Og i øvrigt ikke i Bayern, men i vin-regionen Rheinland-Pfalz, milevidt fra oktoberfestens epicenter. På egnen havde nogle vise bagmænd ladet et hoppeborgslignende kongrescenter opføre, tilført "bygningen" 5000 bænke, 1000 borde og en for evig tid uvis mængde fadølstønder. Med andre ord befandt vi os i et veritabelt pseudo-tempel af klichéer, hvor alteret i øvrigt var en kolossal stor scene placeret i to meters højde - eller mere. Senere på aftenen, ja vi ankom kl. 16.00, skulle hofblæserne fra bandet "Münchner G'schichten" byde op til fællessang og udødelige slagere. Så alt var godt. Men inden da skulle rummet inspiceres. For den forvirrede kulturpessimist var det en vellignende parodi på helvedes forgård, og den kom kun til at ligne bedre som aftenen skred frem. Jeg slugte dog pessimismen og smilede håbefuldt med sammen med alle de andre festklæde tyskere.

Mine tro følgere
Dirndl's
Et hemmeligt signal: sløjfen bundet til højre betyder "optaget". 
Anna i røde nuancer og modlys
En øm dansescene
Rent teknisk bestilte man øl, eller ein Maß som det hed, i et en-liters-krus af hvælvet glas. Et kvantum, som i øvrigt hensatte selv de mest rutinerede, lokale humlehoveder i let panikangst, så vi delte krusene imellem os. Selvfølgelig mest for at undgå helt tumultariske pinligheder og akavet danskerhurlumhej. Ikke desto mindre var vi vældig effektive i delerierne, og før vi anede af det, spillede de sydtyske ballademagere op. Og sikke det gik. Forsangeren var iført en stilsikker bobslædehjelm af sølv, stram T-shirt og feinschmecker-udgaven af udvasket rock-æstetik. Bandet havde klædt sig i komplimenterende tøjstumper. Selvfølgelig lod jeg mig forføre af stemningen, litermålene og de mange ørehængere. Og til sidst kunne man da ikke andet end overgive sig til de taktfaste klapperier, trommehvirvlerne og de humlesøde fortællinger, der strømmede ud fra "Münchner G'schichten"s velsmurte guitarer og kælne ruller-r'er. Navnlig én af legene, angiveligt en rigtig klassiker, fremstod som aftenens uigenkaldelige klimaks, nemlig da samtlige tilstedeværende skulle sætte sig overskrævs på bænkene og "køre slæde". Jeg forstod ikke helt systemet, men fandt hurtigt takten. Til kommandoerne halt, rechts, links imiterede den efterhånden godt beduggede forsamling gæster en slædekørsel ad bobslædebane, som ved vinter-OL. Den udvaskede agitator formåede endda at få installeret indtil flere hop i den simulerede nedkørsel, således at hele arenaen i ganske få millisekunder svævede mellem den våde vinjord og den uendelige himmel. Sådan husker jeg ihvertfald tilbage på aftenen. Fællesskab i en bobslæde. Glimtvis opløftedes hele den oppustede multiarena i en vægtløs potens, rakte ud imod himlen fra alle bobslæderne, med de læder- og blondeindhyllede overkroppe, og landede kort efter i den midttyske virkelighed. Med et stort bump. Men lige der, i dette lillebitte glimt, havde de mange Maße indfanget os i et totalt fravær af tyngdelov og EU-politik, siddende der i tusinder af fiktive bobslæder fjernt fra enhver civilisation eller bestemmelse. Det er også en slags kultur.

Kaotiske scener i det store telt
Katrine danser med en lokal 
Kvindens væsen er hengivelse, hvis form er modstand

Ingen kommentarer:

Send en kommentar